mboost-dp1

Sun

Oracle klar med Java 8 i dag

- Via Computerworld DK - , indsendt af thimon

En af de mest udskældte og anvendte programmeringssprog, Java, udkommer i dag i version 8, en udgivelse der har været længe ventet, efter at have været udskudt fra en planlagt udgivelsesdato i september sidste år.

Forsinkelsen skyldes ikke mindst, at der skulle foretages en række opstramninger omkring sikkerheden, et punkt hvor Java ofte har vist sin svage side. Netop sikkerheden og udbredelsen af Java til næsten alle browsere gør, at det er it-kriminelles foretrukne angrebsmål.

Læs også: Halvdelen af alle malware-infektioner sker via Java

Den største nyhed i Java SE 8 er Project Lambda, som blandt andet gør det muligt at udnytte multikerne-processorer bedre. Ud over dette bydes der også på en lang række andre nyheder og forbedringer.

Her i Danmark oplyser Nets, at de er klar til den nye version, så der ikke opstår en situation som ved udgivelsen af Java 7u45, hvor NemID ikke virkede i flere dage.

Popcorn Time

Popcorn Time død og genopstået på få dage

- Via TorrentFreak -

Filmtjenesten Popcorn Time har vakt en del opsigt de seneste dage. Først ved lanceringen hvor den via et intuitivt brugerinterface tilbyder gratis adgang til næsten alle film, man kan tænke sig, og efterfølgende hvordan den er forsøgt bekæmpet af rettighedshavere.

Kort tid efter lanceringen løb tjenesten hurtigt i problemer, for til sidst helt at forsvinde, da udviklerne valgte at kaste håndklædet i ringen. Nu er den dukket op igen, som en gren af den oprindelige kildekode, der var blevet publiceret på Github.

Det er folkene bag siden YTS der har samlet Popcorn Time op og lavet deres egen variant, tilmed skulle en af de oprindelige udviklere fortsætte på projektet.

YTS udvikler skrev:
The YTS team will now be picking up the Popcorn Time project and continuing on like previously. We are in a better position copyright wise as for us, because it’s build on our API, it’s as if we have built another interface to our website. We are no worse off managing the project than we would be just supplying the movies.

YTS vil ligesom før udvikle klienter til Linux, Windows og OS X. De forventes at blive frigivet inden længe.

ASUSTeK Computer Inc.

Microsoft og Google stopper dual-boot enheder fra ASUS

- Via Ars Technica - , indsendt af thimon

Senest har Huawei bekræftet, at de vil lave en mobiltelefon, hvor brugeren selv kan bestemme om den skal køre Android eller Windows Phone 8. Det er en praksis hverken Google eller Microsoft bryder sig om.

ASUS er også kendt for sådanne enheder, hvor brugeren kan vælge mellem Windows 8 og Android, med produkterne Transformer AiO P1801 og P1802, ligesom de annoncerede en ny dual-boot-enhed til CES 2014; Transformer Book Duet TD300. Presset fra Microsoft og Google gør nu, at sidstnævnte aldrig vil nå at komme på markedet, og de to førstnævnte produkter bliver trukket tilbage.

Det vurderes, at Microsoft vil lukke for finansiering af reklamer for ASUS-produkter, og at Google vil lukke for det varme vand, når det kommer til deres egne apps i Android-enheder fra ASUS, hvis de ikke stoppede med at lave produkterne.

Google Inc.

Google sænker prisen på Google Drive-abonnementer

- Via Slashgear - , redigeret af Pernicious

Google har netop annonceret en prissænkning af firmaets cloud-service, der går under navnet Google Drive.

Tjenesten er en af de mest anvendte cloud-services på verdensplan, og mens der endnu ikke er sket ændringer med henhold til de 15 GB gratis lagerplads servicen tilbyder, er der sket store fald i prisen på de større datapakker.

100 GB lagerplads er således faldet til 1,99 dollars per måned, mens 1 TB data er faldet med hele 40 dollars per måned og således nu koster 9,99 dollars i stedet for de 49,99 dollars opbevaringen tidligere kostede.

Tjenesten er fortsat tilgængelig både til direkte oplagringsbrug og til cross-platform-oplagring gennem andre Google-tjenester som Gmail og Google Plus.

Om prisfaldet er permanent, melder historien ikke noget om.

whatsapp

WhatsApp: Skandalen om sikkerhedsfejl er opblæst

- Via Slashgear - , redigeret af Pernicious

Teknologikonsulenten Bas Bosschert offentliggjorde for et par dage siden en kode, der tillod udviklere at lave ondsindede apps, der via WhatsApp kunne snyde brugerene til at tillade adgang til chatlogs, der er gemt på telefonens SD-kort.

WhatsApp har været meget i mediernes søgelys siden Facebook købte applikationen for mere end 19 milliarder amerikanske dollars tidligere på året, og udgivelsen rystede mange brugere.

WhatsApp har først nu været ude og kommentere på sagen, som firmaet mener, er blevet blæst op til noget, det slet ikke er. Skal man tro WhatsApp selv er den beskrevne sikkerhedsfejl nemlig kun en bagatel, der hurtigt kan blive rettet, og som iøvrigt ikke har mulighed for at få den store betydning for den enkelte bruger, medmindre personen aktivt downloader virus.

WhatsApp understreger ved samme lejlighed også, at en ny version af applikationen allerede er at finde på Google Play, hvori fejlen er blevet rettet.

Nvidia

Nvidia lancerer nye GPU’er til bærbare computere

- Via The Inquirer - , redigeret af Pernicious

Nvidia har lanceret en ny serie af grafikkort baseret på deres eksisterende Kepler-arkitektur og deres nye Maxwell-arkitektur. Der er tale om grafikkort til bærbare computer, der alle kommer til at høre under GeForce 800M-serien.

I første omgang lancerer Nvidia GTX 850M og GTX 860M baseret på Maxwell-arkitekturen, mens GTX 870M og GTX 880M er baseret på Kepler-arkitekturen. Nvidia lover, at der er tale om de hurtigste GPU’er nogensinde til bærbare computere, hvor eksempelvis den mindste GTX 850M, er 30 % hurtigere end GTX 580M, der var kongen af GPU’er for bærbare computere for 3 år siden.

Alle de nye GPU’er understøtter de samme funktioner, der allerede kendes fra deres desktopvarianter, så som Shadowplay, der optager hvad der foregår på skærmen når directx anvendes, uden nævneværdig indflydelse på ydelsen, ligesom Gamestream til eksterne Nvidia Shield enheder også er understøttet.

Den største nyhed Nvidia fremhæver ved de nye GPU’er er funktionen BatteryBoost, der gør det muligt at spille meget længere tid, når man kører på batteri. Dette gøres ved at drosle FPS ned ved at regulere arbejdshastigheden for GPU, CPU, hukommelse og andre komponenter. Tunge spil som Crysis 3 vil se den mindste gevinst på omkring 30 % længere batterilevetid, mens mindre krævende spil som StarCraft II nemt kan kommer over 100 %. Eneste krav er, at spillet er startet efter strømforsyningen tages fra, da BatteryBoost ikke kan håndtere man skifter til batteridrift, mens spillet kører.

Samsung

Bagdør opdaget i flere Samsung Galaxy-enheder

- Via Neowin.net - , redigeret af Net_Srak

Paul Kocialkowski, der er udvikler for Android-udgaven Replikant, opdagede for nyligt på en Samsung Galaxy-enhed, at der kørte en process på applikationsprocessoren, der håndterer systemets kommunikationsprotokol.

Da han undersøgte sagen nærmere viste det sig, at baggrundsprocessen gav fjernadgang til den lokale lagerplads på enheden med både skrive- og læserettigheder.

Ifølge Kocialkowski er der ikke tale om et hul i processen, men han mener funktionen er lavet bevidst. Hvorvidt det er meningen, at den skal fungere som en bagdør eller har et andet formål, undlader han konkludere noget på.

På Replicants Wiki kommer de med en teknisk gennemgang af opdagelsen, hvor de også nævner hvilke enheder der er berørt. På listen finder man blandt andet Galaxy S2 og S3 samt Galaxy Nexus.

Wikimedia - George Shuklin

Apple kan få problemer med deres opladere

- Via Ekstra Bladet - , redigeret af johnny_newz , indsendt af thimon

Tilbage i september 2013 dukkede der et forslag op i Europa-parlamentet, at opladere til mobiltelefoner solgt i Europa, alle skulle anvende den samme stiktype. I december samme år valgte politikerne at gå videre med forslaget og i dag skal parlamentet stemme om det.

Europa-parlamentsmedlem Christel Schaldemose fra Socialdemokraterne er overbevist om, at lovforslaget vil blive vedtaget, og dermed skal alle telefonproducenter anvende microUSB som stiktype når det kommer til opladning af telefonen.

Det vil ramme de telefonproducenter, der har valgt ikke allerede at benytte dette stik, som for eksempel Apple, da det ifølge forslaget heller ikke er lovligt blot at levere en adapter.

Målet med lovforslaget er at komme af med de op mod 51.000 tons miljøaffald, som opladere repræsenterer hvert år i EU.

Flappy Bird

Flappy Bird vender måske tilbage

- Via Neowin.net - , redigeret af johnny_newz

Da udvikleren og opfinderen af spillet Flappy Bird valgte at trække det tilbage, opstod der et ramaskrig blandt mange fans, og efterfølgende har et utal af folk prøvet at lave kopier af det simple udseende, men meget svære og vanedannende spil. Nu forlyder det, at det måske vender tilbage.

I et interview med hjemmesiden Rolling Stone fortæller udvikleren, vietnamesiske Dong Nguyen, om årsagen til at spillet blev trukket tilbage, men åbner også op for, at han måske sætter det til salg igen.

Når han trak stikket til spillet i første omgang, så skyldtes det blandt andet bagsiden af medaljen ved at have succes. Han blev kendt, hvilket førte til konstant overvågenhed fra medierne. Oven i dette kom de negative reaktioner fra folk, der havde alt lige fra smadret deres telefoner i frustration, til de som var blevet så afhængige, at de havde mistet deres job.

Skulle spillet komme ud igen, så vil det ifølge Nguyen blive med en advarsel om, at man kan blive afhængig.

Enrique Dans

World Wide Web fylder 25 år

- Via Neowin.net -

Det som de fleste forbinder med internettet, world wide web, eller www, har netop rundet de 25 år, eftersom det første udkast opstod tilbage i marts 1989 efter et forslag fra Tim Berners-Lee.

Forslaget blev offentliggjort i dokumentet “Information Management: A Proposal”, hvor af det blandt andet fremgår, at det skal fungere som et universelt system til at finde information.

Tim Berners-Lee, 1989 skrev:
We should work toward a universal linked information system, in which generality and portability are more important than fancy graphics techniques and complex extra facilities. The aim would be to allow a place to be found for any information or reference which one felt was important, and a way of finding it afterwards.

I forbindelse med fødselsdagen har Berners-Lee offentliggjort en video, hvor han kommer med sine tanker om fremtiden for WWW, med fokus på at det skal være åbent og beskytte borgenes adgang til informationer. Du kan se videoen herunder.

I forbindelse med fødselsdagen er der blevet lavet en officiel side, der kan findes på www.webat25.org, hvor fødselsdagen markeders med blandt andet hilsner fra en række kendisser.