Det er ikke mange dage siden, at Nvidia sendte sine første Maxwell baserede grafikkort på gaden, i form af GeForce GTX 750 og Ti varianten. På GPU Technology Conference har Jen-Hsun Huan, administrerende direktør for Nvidia, løftet sløret for flere oplysninger, omkring den næste generation af GPU’er efter Maxwell.
Den nye generation hedder Pascal, opkaldt efter den franske matematiker Blaise Pascal, men nogle vil måske huske den under navnet Volta, som Nvidia kaldte den ved GTC 2013.
Nvidia lover naturligvis, at Pascal vil blive hurtigere, bruge mindre strøm og fylde mindre. Dette skal opnås ved brug at to nye teknologier Jen-Hsun Huang kom nærmere ind på, samt andre han først vil løfte sløret for senere.
Den ene teknologi er NVLink, der er lavet som en afløser for PCIe 3.0 og skal stå for kommunikationen mellem CPU og GPU, men også mellem GPU og GPU. Nvidia angiver en hastighed der er 4 til 12 gange hurtigere end PCIe 3.0. Med NVLink er det muligt at have flere GPU’er koblet sammen, så de ses som en stor GPU.
Den anden teknologi er Stacked Memory eller 3D Memory, hvor hukommelsen laves i samme chip som GPU’en, oven på denne, i flere lag. Dette giver en voldsom stigning i båndbredden, hvor Nvidia lover op til 4 gange så stor båndbredde i forhold til i dag.
Størrelsen af et grafikkort kan også reduceres væsentligt, man skal derfor forvente, at de med Pascal kun fylder en tredjedel af hvad vi er vant til.