mboost-dp1

huawei

Huawei er nu tredje størst på det mobile marked

- Via Reuters - , redigeret af Pernicious

På trods af en masse problemer med udvidelse i Vesten grundet bekymringer over hvorvidt de spionerer for den kinesiske regering, kan Huawei fremvise så gode salgstal for 2013, at de nu igen er den tredje største aktør på det mobile marked.

Huawei havde et fantastisk år med lanceringer af en masse populære nye produkter, der resulterede i rekordhøje salgstal for producenten, som længe har vippet frem og tilbage i top 5 med LG og Lenovo.

Med en forøgelse på 8,5 % i forhold til 2012 tjente omsatte Huawei 38,5 mia. dollars. Selvom det umiddelbart lyder som en stor succes, havde det kinesiske firma egentlig sat næsen op efter en forøgelse på hele 10 %, hvilket dog ikke var muligt især grundet problemerne i Vesten.

Huaweis mål er fortsat at vokse med omtrent 10 % hvert eneste år frem til 2018, hvor de forventer at tjene 70 mia. dollars

Oracle

Oracle er nu verdens andenstørste softwareproducent

- Via PC World - , indsendt af thimon

Blandt verdens største softwareproducenter sidder en enkelt producent tungt på førstepladsen, nemlig Microsoft, men på de efterfølgende pladser er der kamp. Ved den seneste opgørelse har Oracle således netop overhalet IBM.

Med en omsætning på 160,2 milliarder kroner for 2013, har Oracle lige sneget sig for IBM, der havde en omsætning på 157,5 milliarder kroner. Begge tal er dog ikke nok til, end ikke lagt sammen, at nå op til førstepladsen, hvor Microsoft sidder med en omsætning på 356 milliarder kroner.

På de efterfølgende pladser finder man SAP, Symantec, EMC, Hewlett-Packard, VMware, CA Technologies og Salesforce.com. Top ti sidder på en omsætning på 935 milliarder kroner ud af det samlede marked for software i 2013, der var på 2.205 milliarder kroner.

2013 var et godt år for salg af software, der sammenlignet med året før, oplevede en vækst på 4,8 %.

newz.dk

Dansk internetudbyder trues med retssag for ikke at blokere ulovlige dk-domæner

- Via Version2 - , indsendt af thimon

I Danmark er der regler for hvilke spiltjenester som må operere i landet, hvilket spillemyndighederne holder styr med. De vil nu have, at den danske internetudbyder Fiberby skal efterkomme en blokeringsanmodning på to dk-domæner, hvis ikke de ønsker at blive slæbt i retten. Det skriver Version2.

Hos Fiberby er man ikke enige med spillemyndighedernes anmodning, da de mener spærringen af et dk-domæne bør ske via DK-Hostmaster, der helt kan inddrage domænet, hvilket gør det utilgængeligt generelt.

Asbjørn Sloth Tønnesen, Fiberby, til Version2 skrev:
Det er jo staten der ejer .dk-domænerne, så det er dem, der må stå for at blokere de domæner, der foregår ulovlig aktivitet på. Det bør ikke være vores opgave. At involvere internetudbyderen et unødvendigt led i denne her proces.

Hos DK-Hostmaster bekræfter de, at der er lovhjemmel for at lukke domæner, der strider mod dansk lovgivning, men det er ikke nok for spillemyndighederne. Her peger de på, at sådan som spilleloven er lavet, så skal de gå efter internetudbyderen.

Fiberby har nu valgt at gøre hvad spillemyndighederne ikke har ville gøre, nemlig at klage til Domæneklagenævnet for at få inddraget domænerne. Sker dette, har spillemyndighederne ikke længere nogen sag.

newz.dk

Apple og Samsung starter ny retssag

- Via DailyTech - , redigeret af Pernicious

Det er ikke langt tid siden, at Apple og Samsung sidst mødtes i retten, i en sag der primær faldt ud til Apples fordel, da de fik stadfæstet det meste af de erstatningsbeløb, de tidligere var blevet tilkendt, hvilket løb op i godt 5 milliarder kroner. Denne sag er appelleret af Samsung og derfor ikke afgjort endeligt endnu.

Den nye retssag gælder denne gang kun softwarepatenter, hvor Apple beskylder Samsung for at misbruge 5 patenter, hvilket de vil have 11 milliarder kroner for. Samsung beskylder fra deres side Apple for at bruge to af deres patenter, hvilket de vil have godt 38 millioner kroner for.

Samsung argumenterer for, at 4 af de 5 Apple patenter, er funktioner i Android, der var under udarbejdelse før Apple overhovedet ansøgte om patenterne.

Eftersom der er tale om software, vil Google have en større rolle i denne retssag end tidligere, hvor det forventes at ansatte fra Google vil være at finde i vidneskranken, for at hjælpe med Samsungs forsvar.

DropBox

Dropbox forsvarer blokering af ophavsrettighedskrænkende fil

- Via Ars Technica - , indsendt af thimon

Muligheden for nemt at dele filer med andre er en af styrkerne i Dropbox, men det er ikke alt tjenesten vil tillade bliver delt. Det fandt en bruger ud af i weekenden, hvilket skabte en del kritik af tjenesten.

En bruger ved navn Darrell Whitelaw ville dele en video med sin kammerat, men fik af vide, at det ikke kunne lade sig gøre, da filen var blevet bedt fjernet i henhold til DMCA.

Whitelaw indrømmer, at der var tale om en videofil, som er omfattet af copyright, men han påpeger, at deling af filen blev blokeret med det samme, hvorfor han ikke mener, at der efterfølgende kan være kommet en anmodning om at få den fjernet.

Hos Dropbox indrømmer de, at de tjekker hash-værdien for en fil op mod filer, der tidligere er blevet bedt fjernet og matcher den, så vil deling ikke blive tilladt. Hash-værdien har Dropbox i forvejen, da de anvender den til deduplikering, hvorved de sparer store mængder lagerplads.

Dropbox peger desuden på, at det ikke er selve filen som er blevet fjernet, men kun muligheden for at dele den med andre. Ifølge brugerbetingelserne for tjenesten, er det ikke tilladt at dele filer, man ikke har rettighederne til.

Demonoid

Demonoid er vendt tilbage fra de døde

- Via Neowin.net - , redigeret af Net_Srak

I sommeren 2012 var det slut for torrent-trackeren Demonoid, der på det tidspunkt var en af de største af slagsen på internettet. I starten af august det år blev siden lukket af de ukrainske myndigheder, men nu genopstår den.

Læs også: Demonoid lukket af de ukrainske myndigheder

Godt et år efter lukningen opstod en kopi af sitet under navnet D2.vu, der var baseret på data fra det gamle site, men som ikke var administreret af nogle af de oprindelige personer.

For et halvt år siden, i starten af november 2013, kom de første tegn på, at siden var på vej tilbage. Hjemmesiden Torrentfreak talte med en tidligere Demonoid admin, som kunne bekræfte, at der blev arbejdet på at få sitet online igen, men uden at have en deadline.

Den tid er nu kommet, efter at Demonoid igen er i luften, denne gang på adressen www.demonoid.ph.

YouSee A/S

TDC lukker YouSee WiFi-spot midlertidigt

- Via Facebook - , redigeret af Net_Srak

Efter at have lanceret sin Hostspot-satsning YouSee WiFi-spot, der åbner op for et ekstra hotspot på routeren for alle YouSee-kunder, så kunderne kan benyttes hinandens hotspot, har TDC nu valgt at lukke ordningen midlertidigt.

Ordningen har modtaget en del kritik på flere punkter, som YouSee dog efterfølgende har afvist.

Læs også: Yousee afviser kritik af at åbne kunders Wi-Fi for alle

Når alle WiFi-spots nu lukkes, så skyldes det, at der ifølge TDC er oplevet fejl i kundernes routere, der giver problemer med at garantere nok båndbredde til kunderne, hvorfor de oplever en dårligere forbindelse end når funktionen er slået fra.

Oven i båndbredde-problemet oplyses det også, at der i særlige tilfælde kan opstå hul mellem kundernes netværk og det åbne hotspot, hvorved kundernes trafik kan blive kompromitteret.

For at besvare spørgsmål om situationen har YouSee oprettet en OSS-side.

Oculus VR

Oculus VR-ansatte mødt med dødstrusler

- Via Ars Technica - , redigeret af Pernicious

I forbindelse med Facebook’s opkøb af Oculus VR for godt 11 milliarder kroner, var man hos Oculus VR godt klar over, at det ville give negative reaktioner hos nogle. Palmer Luckey, der var med til at stifte Oculus VR, er dog noget overrasket over de mange dødstrusler, der er fulgt i kølvandet på handlen.

Det er ikke kun gået ud over Luckey, men også andre i firmaet, ligesom deres familier også er blevet ramt af chikanerende telefonopkald, hvilket Luckey naturligvis ikke synes er i orden.

Palmer Luckey, Oculus VR skrev:
We know we will prove ourselves with actions and not words, but that kind of shit is unwarranted, especially since it is impacting people who have nothing to do with Oculus.

Luckey synes dog at stemning på nettet er ved at køle lidt ned og nogle dem der var meget negative, er begyndt at skifte holdning, efter de har haft tid til at tænke lidt mere rationelt over handlen.

Hos Oculus VR er man godt klar over, at det er op til dem at bevise, at det nye ejerskab er en god ting, hvilket man vil gøre i den nærmeste fremtid, ved at løfte sløret for nogle af de ting, der arbejdes på.

SXC - happe

EU-dom kan føre til flere blokerede sites

- Via TorrentFreak - , redigeret af Net_Srak

Sent i sidste uge faldt der en dom ved EU-domstolen, der kan få betydning for alle internetudbydere i Europa. Dommen lyder på, at en østrigsk internetudbyder kan påkræves at blokere for adgang til sider, der bryder ophavsretten.

Sagen omhandlede den nu nedlagte side Kino.to, der tilbød adgang til film uden rettighedshavernes accept. Internetudbyderen UPC Telekabel Wien mente ikke de kunne gøres ansvarlige for, hvad deres kunder anvendte deres internetforbindelse til, men det har EU-domtolen en anden mening om.

Oprindeligt kørte sagen i de østrigske domstole til den havnede ved højesteret i landet, her bad man EU-domstolen tage stilling til sagen. Da sagen nu er afgjort på EU-niveau, vil den kunne påvirke lignende sager i andre lande.

Herhjemme har det danske retssystem længe fulgt den praksis, som afgørelsen hos domstolen peger på, at det er muligt at tvinge internetudbydere til at blokere for hjemmesider.

PBS A/S

CPR-validering ved nethandel skal erstattes af NemID

- Via Version2 - , indsendt af thimon

Ved nethandel blev der for nogle år siden indført muligheden for at anvende CPR-validering, hvilket skulle gøre det mere sikkert at handle med andre personer, for eksempel via sider som Den Blå Avis. Inden længe kan det ændre sig til at ske via NemID. Det skriver Version2.

CPR-nummeret som vi alle har, er længe blevet kritiseret for at være uegnet til validering af ens identitet, da det er alt for nemt at opnå en anden persons nummer. Det blev senest påpeget af den it-studerende Søren Louv-Jansen, der via en hjemmesiden gjorde det nemt at finde CPR-nummeret for en række kendte danske politikere.

Regeringen vil nu presse på for, at identitetsbekræftelse fremover sker via NemID, og skulle man være blevet udsat for grov identitetstyveri, så vil det fra den 1. april være muligt at få et nyt CPR-nummer.