mboost-dp1

Nvidia

Nvidia lancerer første Maxwell-GPU

- Via Hot Hardware - , redigeret af Pernicious

Nvidia har løftet sløret for den første GPU, der er bygget på Maxwell arkitekturen, som afløser Kepler. Kepler bruges i dag i hele 700-serien af GeForce-grafikkort samt Titan.

Det første Maxwell baserede grafikkort bliver også en del af 700-serien, da det har fået navnet Geforce GTX 750 og GeForce GTX 750 Ti. Som navnet antyder, er der tale om et grafikkort i mellemklassen. Selve GPU’en har navnet GM107. Ti-modellen har har 2 GB RAM, hvor lillebroderen kun har 1 GB, dertil kommer 128 ekstra CUDA-kerner (640) og 8 ekstra teksturenheder (40).

Maxwell er en videreudvikling af Kepler, hvor man har fokuseret på at forbedre ydelsen ved et lavere strømforbrug. Dette betyder, at strømforbruget for GeForce GTX 750 og dens storebror GeForce GTX 750 Ti er ret beskeden på henholdsvis 55 W og 60 W. Dette er et lavt nok strømforbrug til, at de ikke kræver et ekstra strømstik, men kan trække alt strømmen fra PCI-E soklen.

Den maksimale driftstemperatur er blevet hævet betydeligt i forhold til tidligere, og er nu oppe på 95º C, det samme som AMD’s nye Radeon R9 290 grafikkort. Den nye GPU kommer dog aldrig i nærheden af denne temperatur, da den under belastning kun kommer op på godt 55º C, hvilket også betyder, at grafikkortet nærmest er lydløst under drift.

En komplet test og de fulde specifikationer for de nye grafikkort, kan ses ved trykke på overskriften af denne nyhed. Priserne for GeForce GTX 750 starter omkring 900 kroner, mens GeForce 750 Ti starter ved 1.100 kroner.

I forbindelse med lanceringen af GeForce GTX 750, har Nvidia også lanceret en ny version af deres Titan grafikkort kaldet GeForce GTX Titan Black. Titan Black har ligesom GeForce GTX 780 Ti, fået aktiveret samtlige 2.880 kerner på GK110 GPU’en og arbejder ved en anelse hurtigere hastighed end Titan. Prisen bliver den samme som da Titan blev lanceret, godt 7.500 kroner.

Lamassu

Første Bitcoin-automat sat i drift i USA

- Via The Verge - , redigeret af Net_Srak

Vil man sætte penge ind på sin Bitcoin-konto, så kan det fremover ske via en automat, hvoraf den første af slagsen i USA nu er sat op i byen Albuquerque i New Mexico.

Automaten er udviklet af firmaet Lamassu, der med opsætningen i en cigar-forretning slog firmaet Robocoin, der også har en tilsvarende automat. Sidstnævnte har dog allerede en automat opsat uden for USA, da der står en i byen Vancouver, Canada.

Automaten fungerer ved, at man først viser automaten en QR-kode med sin Bitcoin-adresse, fra f.eks. sin smartphone, fodrer den med sine fysiske penge og så er pengene konverteret til Bitcoin.

Både Lamassu og Robocoin arbejder på at få mange flere automater opsat i den kommende tid.

Du kan se en video af hvordan automaten virker herunder.

whatsapp

Facebook køber 50-mand stort firma for 100 milliarder kroner

- Via BBC - , indsendt af thimon

Facebook har netop annonceret, at de har opkøbt det lille firma WhatsApp med 50 medarbejdere for ikke mindre end $19 milliarder, eller lige over 100 milliarder kroner.

WhatsApp er et program til at sende beskeder til hinanden i stil med Apples iMessage, men fungerer på tværs af platforme, og anvendes typisk for at undgå sms-takster. Det har i dag omkring 450 millioner brugere, men Facebook forventer, at dette tal vil stige til over en milliard.

Handlen er klart Facebooks største indtil videre, idet den forrige topplacering var opkøbet af Instagram, der “kun” kostede $1 milliard. De $19 milliarder er fordelt på $4 milliarder i kontanter, $12 milliarder i Facebook-akter og yderligere $3 milliarder i aktier til senere udbetaling. Aftalen om opkøbet har ikke været undervejs i lang tid, men kom ifølge Mark Zuckerburg første gang på bordet for blot 11 dage siden.

WhatsApp blev stiftet i 2009 af to tidligere medarbejdere hos Yahoo, amerikaneren Brian Acton og ukraineren Jan Koum, der nu kan tilføje titlen milliardærer på visitkortet.

Google

Samsung var tæt på at købe Android i 2004

- Via Übergizmo - , redigeret af Net_Srak , indsendt af thimon

I dag er Samsung den suverænt største producent af Android baserede smartphones og smartphones i det hele taget. Satsningen på Android har altså givet pote, men det kunne måske have set helt anderledes ud, hvis det var Samsung, som ejede Android.

Den mulighed fik de for ti år siden, da Andy Rubin, en af skaberne af Android, sammen med sine 7 medarbejdere besluttede, at der skulle en ekstern part ind for at accelerere udviklingen af styresystemet.

Den første virksomhed som holdet besøgte for at præsentere Android var ikke Google, men derimod Samsung. Det skete ved et møde i Seoul hvor alle otte personer i Rubins hold var mødt frem, men mødet var ikke en succes. Samsung mente ikke det lille hold kunne håndtere udviklingen af styresystemet.

Andy Rubin skrev:
You and what army are going to go and create this? You have six people. Are you high?’ is basically what they said. They laughed me out of the boardroom.

To uger senere blev de opkøbt af Google.

Microsoft Corporation

Ingen Windows 7 med en ny pc fra den 31. oktober

- Via InfoWorld - , indsendt af Magten

Står man som privat forbruger og vil købe en ny computer, så vil det fra den 31. oktober i år være slut med at kunne købe den sammen med Windows 7. Det har Microsoft netop oplyst.

Dermed er der ikke længere mulighed som privatperson at købe Windows 7, da muligheden for at købe Windows 7 i løskøb officielt forsvandt den 31. oktober sidste år.

Vil man fortsat have fat i Windows 7, så skal man have fat i en computer solgt til en virksomhed, hvor Microsoft fortsat vil levere Windows 7 Professional. Der er endnu ikke sat en slutdato for dette salg, det oplyses blot på Microsofts hjemmeside, at det vil ske med minimum et års varsel.

På siden fremgår det også, at Windows 8 kun vil kunne købes i løskøb frem til den 31. oktober i år, derefter skal den købes sammen med en ny computer, eller man skal købe Windows 8.1.

Nike

Nike vil introducere power laces i 2015

- Via Sole Collector - , redigeret af Pernicious , indsendt af thimon

Da Nike i 2011 løftede sløret for den eksklusive serie af Nike Air MAG sko, der var en næsten tro kopi af de samme sko fra filmen “Tilbage til fremtiden 2”, var der mange, som blev skuffede over, at skoene ikke kunne snøre sig selv, som de gjorde i filmen.

Dette vil Nike nu råde bod på, da designeren Tinker Hatfield fra Nike kan bekræfte, at de selvsnørende sko i form af power laces, vil komme i 2015.

Tinker Hatfield, designer Nike skrev:
Are we gonna see power laces in 2015? To that, I say YES!

I filmen var Nike Air MAG fra 2015, hvorfor det vil være meget passende, hvis Nike kan lave sko med power laces næste år. Der er ingen oplysninger om, hvilke sko der vil bruge power laces, men et bud kunne være en opdateret version af de 1.500 Nike Air MAG sko, der blev solgt i 2011 via en auktion på eBay.

Mike Willis

Gigabit har endelig fået adgang til TDC’s fibernet

- Via Version2 - , redigeret af Net_Srak , indsendt af Bjarni

Efter et års ventetid har den lille internetudbyder Gigabit fået adgang til TDC’s fibernet, en adgang de anmodede om i februar sidste år. Det skriver Version 2.

TDC har en dominerende markedsposition i Danmark, og er derfor forpligtigede til ved lov, at stille deres netværk til rådighed for konkurrenterne.

Målet for Gigabit er at tilbyde danskerne lynhurtigt internet, der som navnet antyder, kan være op til en gigabit i båndbredde.

I første omgang er det kun beboere i Ballerup-området, som vil kunne blive kunder, men senere vil alle, som er på det tidligere DONG-net også kunne købe produktet.

Prisen er 1.999 kroner for oprettelse og så 349 kroner om måneden. Det skal dog bemærkes, at der er en fairuse-grænse på 1 TB, hvilket svarer til cirka 140 minutters download ved fuld hastighed, herefter sænkes hastigheden til 100 Mbps for resten af måneden.

Google Inc.

Tablets er populære blandt børn

- Via EB - , redigeret af Net_Srak , indsendt af thimon

Hvor nogle læsere herinde måske er opvokset med en Commodore 64 i hjemmet, så har børn i dag en helt anderledes adgang til computere, og det helt ned i de små årgange.

En undersøgelse, foretaget af YouGov for Kommunernes Landsforenings nyhedsbrev Momentum, afslører at 78 % af børn under 3 år i danske hjem har adgang til og anvender tablets eller smartphones i hjemmet. Det skriver EB.

Går man lidt op i alder, så anvender omkring 90 % af børn under 7 år en tablet eller smartphone.

Set på fordelingen af hvilke enheder der anvendes mest, så topper tablets med 76 % efterfulgt at smartphones med 50 %. Den “almindelige” computer anvendes af 40 % af børnene og spilkonsollen kommer ind på sidstepladsen med 33 %.

Det er primært spil og film, som børnene bruger enhederne til, hvor 76 % af de adspurgte forældre oplyser, at det også inkluderer indlæringsspil.

SXC - happe

Høje roamingpriser koster teleselskaberne dyrt

- Via Version2 - , redigeret af Pernicious , indsendt af thimon

EU-kommissionen har lavet en undersøgelse med besvarelser fra 28.000 mobilkunder fra Europa, hvor de har spurgt ind til, hvordan de bruger roaming, når de er i udlandet. Det skriver Version2.

Næsten halvdelen bruger slet ikke internet, når de er i udlandet og en fjerdedel går så vidt, at de helt slukker for deres mobiltelefon, når de er i udlandet.

Det er kun 10 % af de adspurgte, der tjekker e-mail, når de bruger roaming og brugen af sociale medier er helt nede på 5 %.

På baggrund af tallene vurderer EU-kommissionen, at de europæiske teleselskaber går glip af 300 millioner kunder, udelukkende på grund af de høje roamingpriser.

Wikimedia - Armin Linnartz

Tyskland foreslår europæisk internet

- Via BBC - , indsendt af thimon

I kølvandet på alle afsløringerne om den amerikanske efterretningstjeneste NSA’s metoder, hvor især aflytningen af den tyske regieringsleder Angela Merkel vakte debat i Tyskland, har Merkel nu foreslået, at der i Europa dannes et netværk, som ikke sender internettrafik forbi USA.

Udmeldingen er kommet i Merkels ugentlige podcast, hvor hun også oplyser, at hun vil vende situationen med den franske præsident, som hun skal mødes med i morgen.

Angela Merkel, tysklands Kansler skrev:
Above all, we’ll talk about European providers that offer security for our citizens, so that one shouldn’t have to send emails and other information across the Atlantic. Rather, one could build up a communication network inside Europe.

I sin podcast kommenterer Merkel også, at det er bekymrende, at virksomheder som Facebook og Google arbejder ud fra amerikanske databeskyttelsesregler, der er dårligere end i mange af de lande, hvor deres tjenester er tilgængelige.