mboost-dp1

The Guardian

Snowden forsøgte 10 gange at gøre ledere opmærksomme på privatlivs-problemer

- Via Washinton Post - , redigeret af Net_Srak

I forbindelse med offentliggørelsen af en lang række stærkt fortrolige oplysninger om efterretningstjenesten NSA, er Edward Snowden blevet kritiseret af flere amerikanske myndigheder, politikere og sågar præsidenten, for ikke at have gået via de “rette kanaler”. Nu afslører Snowden i et vidnesudsagn til EU, at han prøvede 10 gange.

Ifølge Snowden talte han dog for døve ører, når han påpegede, hvad han mente var problemer ved de projekter NSA havde. Vendte han det med kollegaer, så var stemningen, at han skulle holde lav profil.

Når han ikke gik videre med sagen, via det offentliges egen whstleblower-system i USA, skyldes det, at han ved sit arbejde hos NSA var ansat via private firmaer, der var hyret af NSA. Af den grund er han ikke beskyttet under de samme love, der gør det muligt for en offentlig ansat, at påpege fejl eller uregelmæssigheder i offentlige/statslige systemer.

Edward Snowden skrev:
Yes. I had reported these clearly problematic programs to more than ten distinct officials, none of whom took any action to address them. As an employee of a private company rather than a direct employee of the US government, I was not protected by US whistleblower laws, and I would not have been protected from retaliation and legal sanction for revealing classified information about lawbreaking in accordance with the recommended process.

Hos NSA afviser de, at Snowden skulle have gjort opmærksom på uregelmæssigheder, da han arbejdede for dem.

Honda

iRobot: Robotudvikling holdes tilbage af cool-faktoren

- Via International Business Times UK - , redigeret af Pernicious

Den administrerende direktør for iRobot, Colin Angle, har arbejdet inden for robotindustrien i 24 år, og anses som en pioner inden for robotter til personlig brug.

Ifølge Angel bliver robotindustrien holdt tilbage af, at mange forsøger at gøre deres robotter lidt for “cool”. Det er nemlig svært at lave en robot, der er både cool og praktisk, hvorfor han mener, at man bør fokusere mere på den opgave robotten skal løse.

Menneskelignende robotter giver ifølge Angel heller ikke mening i de fleste tilfælde. Det er meget svært og dyrt, at lave en menneskelignende robot, der rent faktisk kan bruges til noget praktisk. Angel ser mere en fremtid i specialiserede robotter, så som iRobots egen Roomba robotstøvsuger.

Colin Angel, Direktør iRobot skrev:
The way that the robotics market is going to grow, at least in the home, is that we’ll have a number of different special purpose robots. The idea that you’ll have a human-sized robot pushing an upright vacuum cleaner (like in the Jetsons) is a ridiculous notion.

Mt. Gox

Mt. Gox har måske mistet 951.000 bitcoins

- Via engadget -

I sagen om Bitcoin-børsen Mt. Gox, der fornyligt gik konkurs efter at have mistet 850.000 bitcoins, har de måske ikke talt sandt, når det kommer til mængden af mistede bitcoins.

I går blev Mt. Gox’ administrerende direktørs, Mark Karpeles, personlige blog hacket af ukendte personer, der angiveligt har opnået adgang til store mængder fortrolige informationer hos Mt. Gox inden de lukkede, som de efterfølgende gjorde tilgængelig på bloggen.

Blandt oplysningerne er indestående hos Mt. Gox og her fremgår et beløb på 951.116,21905382 bitcoins, eller over 100.000 bitcoins mere end Karpeles oplyste på et pressemøde efter konkursen.

Endnu er oplysningerne ikke blevet bekræftet, men flere brugere af Mt. Gox har verificeret, at oplysninger om indestående for deres konti er korrekte.

I alt er der frigivet en zip-fil på 716 MB, der blandt andet indeholder udtræk fra databaser. En Reddit-bruger har konverteret en del af disse data til et Excel-regneark, hvor man nemt kan tjekke oplysninger om indestående. Der er også rygter om, at alle Mt. Gox’ brugeres personlige oplysninger, inklusiv scannede billeder af deres pas, er blevet kompromitteret.

John F. Williams

Den amerikanske flåde sender første skib med laservåben i søen til sommer

- Via Ars Technica - , redigeret af Pernicious

Den amerikanske flåde er nu kommet så langt med sine test af laservåben til brug på skibe, at den første af slagsen nu skal i aktiv tjeneste.

Skibet USS Ponce vil til sommer blive udstyret med en prototype af US Navys Laser Weapon System (LaWS), der er beregnet til at uskadeliggøre granater, missiler og droner. LaWS er derfor tiltænkt som en afløser for den amerikaske flådes nuværende Phalanx Close-In Weapons System (CIWS), der bruger en traditionel gatling-maskinkanon.

LaWS kan udføre hard-kills og soft-kills af sine mål. Et hard-kill er, som navnet antyder, en destruktion af målet, mens et soft-kill udføres ved at blænde sensorerne i eksempelvis droner eller missiler.

LaWS er billig i drift, da hvert skud kun koster omkring 1 dollar, modsat en Phalanx, der skal bruge op til mange hundrede skud for en nedskydning. Dertil kommer, at LaWS ikke efterlader forurening i form af ammunition lavet af forarmet uran.

CSC

CSC kan havne på indiske hænder

- Via Version2 -

Mens intet endnu er officielt, så kan amerikansk-ejede CSC muligvis være på vej over på indiske hænder, hvis Børsens kilder taler sandt.

CSC skulle være i drøftelser med et indisk IT-selskab om at overtage hele eller dele af virksomheden. Hvilket selskab, der er tale om, er dog endnu uvist, men Børsen peger på, at der nok enten er tale om Tata Consultancy Services, HCL Technologies eller Cognizant.

Et salg af CSC kan dog med danske øjne vise sig at være et stort problem, når det kommer til personfølsomme oplysninger, da
CSC står for en del data-administration for den danske stat såsom kriminalregistret, Skats IT og CPR-registret – og hvis selskabet kommer på indiske hænder, ender informationen pludselig i Indien.

Rigspolitiets IT-direktør, Michael S. Hansen, forventer, at det mulige salg vil skabe stor debat herhjemme og udtaler, at det eneste, der nok ville få mere opmærksomhed, var snak om Kina eller Rusland.

Lensvid

Salg af digitalkameraer styrtdykker

- Via Lensvid - , redigeret af Net_Srak

Mængden af personer der i dag går rundt med et digitalkamera, har næppe været højere end nu, men det er kun hvis man tæller kameraerne med, som findes i alle smartphones. Kigger man på dedikerede digitalkameraer, så er billedet et helt andet.

Hos hjemmesiden Lensvid har de kigget nærmere på salgstallene for de seneste fem år, og tallene for 2013 afslører, at der er sket en kraftig tilbagegang i antallet af solgte kameraer set i forhold til året før.

Samlet er markedet for digitalkameraer gået tilbage med 40 % fra 100 millioner enheder i 2012 til 61 millioner enheder i 2013, og kigger man længere tilbage, til 2009, hvor salget af kameraer toppede med 121 millioner enheder, så er salget halveret.

Markedet for objektiver har gennem de seneste år fortsat deres vækst, men i 2013 faldt dette tal også markant fra 31 millioner til 25 millioner.

Ikke overraskende er det markedet for kompaktkameraer, som står for den største del af faldet. Dermed er markedsandelen for spejlreflekskameraer vokset, da der her ikke er oplevet et nær så stor et fald. De udgør nu 21 % af alle solgte kameraer, mod 16 % året før.

Udover konkurrencen mod kameraer i smartphones, så vurderes den slatne verdensøkonomi også at være en del af årsagen til det svigtende salg.

Du kan se en længere gennemgang af tallene i videoen herunder.

Sun

Halvdelen af alle malware-infektioner sker via Java

- Via PC World - , indsendt af thimon

Hos IBM har de netop udgivet deres seneste sikkerhedrapport “IBM X-Force Trend & Risk Report”, der kigger nærmere på hvordan computere verden over udsættes for malware. Denne gang er en af konklusionerne, at det mest foretrukne angrebsmål for hackere er Java.

Ifølge rapporten sker 50 % af angreb ved at udnytte sårbarheder i Java, efterfulgt af Adobe Acrobat Reader, som udnyttes i 22 % af angrebene. Internet Explorer, der før har været et yndet mål, er nu nede på 9 % udnyttelse.

De uønskede hackere følger næsten altid den samme rute, nemlig den hvor de kan ramme flest på den nemmeste måde. Her er netop Java oplagt, da det er meget udbredt og gennem det seneste års tid har vist sig at have lang række sårbaheder.

Rapporten viser også, at langt det meste malware bliver leveret via servere, som står i USA med en andel på 44 %, på andenpladsen kommer Tyskland med en andel på næsten 10 %.

Hele rapporten kan hentes på IBM’s hjemmeside.

Microsoft Corporation

Microsoft bekræfter DirectX 12

- Via Ars Technica -

I slutningen af februar kom det frem, at Microsoft ville informere om nye tiltag i DirectX til den kommende Game Developer Conference. Nu har de på en teaser-side og på Twitter oplyst, at det drejer sig om DirectX 12.

Læs også: DirectX og OpenGL kommer tættere på hardwaren

Det har været spekuleret i om den kommende udgave af DirectX blev version 12 eller 11.3, idet de seneste opdateringer har været 11.1 til Windows 8 og 11.2 til Windows 8.1.

I forbindelse med teaser-siden om DirectX 12 er der ikke kommet mange nye oplysninger ud om opdateringen, ud over de oplysninger som kom frem sidst. Eneste konkrete oplysning er logoerne fra firmaerne Intel, AMD, Nvidia og Qualcomm, der er på siden.

Microsoft har i den seneste tid holdt meget igen med oplysninger om DirectX, så meget at selv ledende medarbejdere hos AMD var i tvivl om, hvorvidt der kom en ny stor opdatering.

Casascius

Bitcoin-bank lukker efter hackere stjæler over 600.000 dollars

- Via The Register - , redigeret af Pernicious , indsendt af thimon

Troværdigheden blandt Bitcoin-banker tager nu endnu et dyk. Sidste uge gik MtGox neden om og hjem, efter en sårbarhed i firmaets software tillod, at en eller flere personer kunne snuppe 750.000 Bitcoins, hvilket resulterede i, at MtGox stod tilbage med en gæld på 63,8 mio. dollars.

Nu er endnu en Bitcoin-bank så gået samme vej. Der er denne gang tale om firmaet Flexcoin, hvis 895 Bitcoins (610.000 dollars) i såkaldte hot wallets er blevet stjålet af hackere. Folk med Bitcoins hos Flexcoin, der er lagt i cold wallets (offline-opbevaring), har dog ikke mistet deres valuta, som de frit kan hæve via en identifikationsproces.

Mens Flexcoin i modsætning til MtGox ikke står tilbage med nogen gæld, har de dog stadig valgt at dreje nøglen om. Firmaet er desuden ikke ansvarlig for tab af brugeres Bitcoins ifølge deres brugsbetingelser.

Twitter

Twitter: Udsendelsen af mails om password-reset er en fejl

- Via recode - , redigeret af Pernicious

Flere Twitter-brugere fik sig i går en ubehagelig overraskelse, da de på deres tilknyttede e-mails modtog en mail fra Twitter, der bad dem om at skifte deres adgangskode.

Rygterne om et sikkerhedsbrud hos det sociale medie begyndte hurtigt at blusse op flere steder på nettet, men nu har Twitter så meldt ud, at der bare er tale om en teknisk fejl fra firmaets side.

Twitter beklager i deres udtalelse fejlen, men forsikrer samtidig brugerne om, at der kun er tale om en fejltagelse fra deres side og altså ikke et sikkerhedsbrud.

Der foreligger i skrivende stund ikke præcise tal om, hvor mange brugere der har været berørt af fejlen, men ifølge Twitter selv, er der kun tale om en lille del af mediets mange brugere.

Twitter er et hyppigt anvendt mål for flere hackere verden over, og firmaet oplevede i 2013 flere mindre sikkerhedsbrud.