mboost-dp1

Anonymous

Britiske GCHQ brugte DoS-angreb mod Anonymous-støtter

- Via NBC News - , redigeret af Pernicious

NSA-dokumenter lækket af Edward Snowden, som NBC News er kommet i besiddelse af, viser, at en enhed under den britiske efterretningstjeneste GCHQ brugte Denial of Service-angreb mod Anonymous.

Dokumenterne stammer fra enheden Joint Threat Research Intelligence Groups (JTRIG) PowerPoint-præsentation på NSA-konferencen SIGDEV i 2012. NBC News fortæller, at de til præsentationen pralede med at have “skræmt 80 % af brugerne af Anonymous internetchatrum væk” ved hjælp af DoS-angreb og andre metoder. Operationen kaldte de Rolling Thunder.

JTRIG infiltrerede også IRC-kanaler, hvor de i forskellige situationer identificerede hackere, og dermed hjalp med at få dem dømt.

Kritikere har allerede utrykt skepsis for, om JTRIGs handlinger kan regnes for lovlige eller ej. Det tidligere LulzSec-medlem Jake Davis, der gik under navnet Topiary, har også kritiseret GCHQ for at bruge DDoS-angreb, det samme som han blev idømt straf for.

JTRIGs slideshow kan ses her (PDF).

Microsoft Corporation

Kinect bruges til overvågning af den Sydkoreanske grænse

- Via Kotaku - , redigeret af Pernicious

I Sydkorea har den selvlærte programmør Jae Kwan Ko, lavet et overvågningssystem baseret på Xbox 360’s Kinect-sensor, der nu bruges til at overvåge den demilitariserede zone mellem Nordkorea og Sydkorea.

Systemet kan se forskel på mennesker og dyr og vil alarmere en nærliggende vagtpost, hvis den opdager et menneske. Sydkorea har brugt systemet siden august sidste år, men det er først kommet frem nu, at det bruges.

Jae Kwan Ko arbejder i øjeblikket på en ny version af systemet, der kan aflæse varmesignatur og hjerterytme, hvilket svarer til den funktionalitet den nye Kinect 2.0, der følger med Xbox One, har.

ActiveLink

Panasonic snart klar med Power Loader exoskelet

- Via CNET News - , redigeret af Pernicious

ActiveLink, der er en underafdeling til Panasonic, som forsker i robotteknologi, arbejder på et exoskelet kaldet Power Loader, hvor navnet stammer fra filmen Aliens berømte exoskelet, der hed Caterpillar P-5000 Powered Work Loader.

Power Loader vil kunne bære 110 kg og kan gå med en hastighed af godt 8 km i timen. Der vil også komme en Power Loader Lite, som kan bære lidt over det halve af storebroderen.

ActiveLink forventer, at Power Loader vil kunne bruges inden for konstruktion, i atomkraftværker og i forbindelse med ulykker. I fremtiden forventer ActiveLink, at de kan lave versioner, der kan bruges i forbindelse med dykker- og rumdragter.

Power Loader drives af et lithium-ion-batteri på ryggen, der ifølge ActiveLink kan drive exoskelettet i flere timer af gangen. Power Loader skulle komme på markedet i 2015 til en pris af lidt over 27.000 kroner, hvilket umiddelbart lyder meget billigt.

En video af Power Loader kan ses herunder.

Flickr - babá

Indien vil bygge verdens største solcelleanlæg

- Via Nature -

Indien planlægger at bygge, hvad der bliver verdens største solcelleanlæg. Den samlede kapacitet for anlægget står til at blive 4.000 MW, og det regnes for at kunne levere 6,4 milliarder kWh om året.

Anlægget kommer til at dække 77 km2, og bliver dermed mere end 10 gange større end de største anlæg, der er blevet bygget hidtil. Den indiske regering har udregnet, at anlægget vil hjælpe med at kunne nedsætte landets CO2-udslip med mere end 4 millioner ton om året.

Konstruktionen af anlægget er anslået til at tage 7 år, og vil have en pris på omkring 24 milliarder kroner.

Indien har som erklæret mål at øge sin solkraftskapacitet til 20.000 MW inden 2022.

Adobe

Adobe udsender kritisk sikkerhedsopdatering til Flash

- Via Adobe Security Bulletin -

Adobe har udsendt en sikkerhedsopdatering til Flash Player, da det er blevet opdaget, at en kritisk sikkerhedsfejl i softwaren gør det muligt at tage kontrol over andres computere. Adobe selv er bekendt med, at fejlen er blevet udnyttet i det virkelige liv, men fortæller ikke hvor.

Fejlen rammer alle platforme, altså både Windows, OS X og Linux. På Linux er Flash Player version 11.2.202.335 eller ældre udsat, mens version 12.0.0.43 eller ældre er udsat på de to andre platforme.

Har man installeret Flash Player selv, bør man derfor opdatere denne hurtigst muligt. Bruger man i stedet Chrome eller Internet Explorer med den indbyggede version af Flash, de tilbyder, bør man opdatere sin browser til den nyeste, sikre version.

Sikkerhedsfejlen blev opdaget og rapporteret til Adobe af to ansatte ved Kaspersky Labs.

Europol

Politiet i EU vil kunne stoppe biler elektronisk

- Via Telegraph - , redigeret af Pernicious

Organisationen Statewatch har lækket dokumenter fra en komite af politiofficerer fra EU, der arbejder på at indføre nye teknologier til bekæmpelse af kriminalitet i Europa.

Blandt disse teknologier er muligheden for, at politiet via fjernbetjening kan stoppe motoren på en hvilken som helst bil solgt i EU, ved at lukke for brændstoftilførelsen. På den måde håber man, at biljagter kan stoppes hurtigt inden det fører til uheld.

Målet er at have indført teknologien inden udgangen af dette årti. Planen møder allerede modstand, på grund af de problemstillinger teknologien stiller omkring privatlivet.

Der stilles også spørgsmål ved, hvor sikkert et sådan system vil være. Hvad vil der eksempelvis ske, hvis det ved en fejl blev aktiveret midt på motorvejen i tæt traffik, eller endnu være, hvis det blev kompromitteret af hackere?

Google Inc.

Google Now-notifikationer popper op i ny Chrome-beta

- Via Slashgear - , redigeret af Pernicious

Internetgiganten Google har netop tilføjet Google Now-notifikationer til den nyeste beta-version af firmaets populære Chrome-browser, der således nu tilbyder kontekstafhængige alarmer, rejseopdateringer og flyinformation med mere.

Tilføjelsen betyder, at Google udvider Google Now fra eksklusivt at virke til iOS og Android til nu også at omfatte Windows- og Mac-computere samt Chromebooks.

For at anvende de nye funktioner skal man bare downloade den nyeste beta-version af Chrome, logge ind med sin Google-bruger, og derefter begynde at tilpasse sin Google Now-bruger som det passer en fra enten gadget eller computer.

Det er dog ikke alle Google Now-funktioner, der implementeres i første omgang, og beta-versionen omfatter således kun vejr-, sports-, trafik- og event-opdateringer.

Viser betaen sig at være en succes, har Google planer om at tilføje det fulde Google Now til Chrome i fremtiden.

Samsung

Samsung inviterer til Unpacked 5-event den 24. februar

- Via Ars Technica - , redigeret af johnny_newz , indsendt af Net_Srak

Elektronikgiganten Samsung har netop udsendt invitationer til en event firmaet har døbt Unpacked 5, og som finder sted den 24. februar i Barcelona under årets Mobile World Congress (MWC).

Begivenheden finder sted kl. 8 dansk tid, og begivenheden vil ifølge Samsung blive streamet live på Samsungs YouTube-kanal.

Hvilke produkter Samsung har planer om at annoncere, vides naturligvis ikke på nuværende tidspunkt, men med Galaxy S4’s 1-års jubilæum snarligt forestående og navnet Unpacked 5 i baghovedet, er det svært ikke at have en Galaxy S5-smartphone i tankerne.

Med til at støtte ovenstående er også Samsungs udgivelser i løbet af fjerde kvartal af 2013 og starten af 2014, hvor flere tablets allerede har set dagens lys.

Ydermere er rygter om Galaxy S5 så småt begyndt at blomstre op på nettet, hvor enheden menes at komme med 1440p-skærm og et hus lavet i metal.

Archos

Archos øjner muligheder for indtog på Windows Phone-markedet

- Via Android Community - , redigeret af johnny_newz

Smartphone- og tabletproducenten Archos, der på trods af svingende popularitet i Danmark har opnået en del succes flere steder i USA og Europa, har indtil nu baseret deres software på Android, men skal man tro seneste rygter, er firmaets totale afhængighed af Android-systemet måske snart fortid.

Flere uafhængige kilder mener nemlig at vide, at Archos-ledelsen den seneste tid har været i dialog med Microsoft vedrørende produktion af Windows Phone-produkter, der angiveligt skal om ikke erstatte så i hvert fald supplere firmaets Android-serie, der for nyligt blev udvidet i form af enhederne Archos 45 og 50 Helium.

Rygterne opstod i forbindelse med, at Archos CEO Loic Poirier i et interview udtalte, at firmaet ser Windows Phone som en seriøs mulighed for fremtidige enheder.

Om Archos nogensinde får udgivet en Windows Phone-enhed vil kun tiden vise, men interessen har flere eksperter vurderet som næsten lige så vigtig for Microsoft, der har kæmpet hårdt for at komme ind på et marked, der stadig domineres af Google og Apple.

ASUS

ASUS Chromebox klar til 4k-displays i marts

- Via Slashgear - , redigeret af Pernicious

Taiwanske ASUSTeK Computer Inc. eller ASUS om man vil, har netop annonceret de nyeste modeller indenfor firmaets Chromebox-serie, og de kommende minicomputere bliver således de første af slagsen med 4k-understøttelse.

ASUS Chromebox er et koncept, hvor kraftfulde enheder/minicomputere nedskaleres således, at de nemt kan transporteres og tilsluttes eksterne skærme, hvor brugerne måtte ønske det.

De nye enheder har en størrelse på 12 cm x 12 cm og en højde på knap 4,2 cm, hvilket betyder, at enhederne næsten passer i en jakke med store lommer.

Enhederne kommer i første omgang med enten Intel Celeron 2355U eller i3-4010 processorer, og en Intel i7-version skulle angiveligt været på vej senere på året. Alle enhederne understøtter som nævnt 4k-opløsning, og de første forventes på markedet allerede til marts.

Enhederne har 16 GB eller 32 GB intern hukommelse og 100 GB cloud-baseret lagerplads sponsoreret af ASUS, mens det naturligvis er muligt at købe yderligere lagerplads gennem eksterne udbydere.